Det er en varm sommermorgen. Jeg har flyttet morgen yogaen udenfor, og mens jeg ånder ind og ud i de langsomme blide stræk, dvæler mine øjne ved himlen
– alt i mig bliver stille.
Minder fra min barndom, med timer der er gået med, at ligge på ryggen og kigge op i himlen. Følge skyernes vandring og forandring i noget der lignede fred inden i mig.
I dag slippe jeg yogaen og bare ligger.
Jeg filosofere over hvad himlen mon sanser.
I uendelige tider har den observeret vores jord og alt der er foregået på den. I dette nu opfatter jeg himlen som et alt seende øje, der med stor visdom og tålmodighed, registrere bevægelserne på jorden.
Noget er menneskeskabte, noget kommer fra de indre kræfter i jordens kerne. Noget er som de flygtige vinde, der som i dag, blidt aer min kind. Andre gange rusker vinden op i en, som ved vestehavets kyst.
Mine tanker går til huset ved vesterhavet, hvor jeg i mit unge familieliv tog op i sommerhuset, og vi gik ned og oplevet naturens kræfter, nogle gange så voldsomt at jeg måtte holde mig for ørene, og andre gange vindstillet så det var muligt at slå smut.
Skyerne har bevæget sig på himlen mens jeg har haft mine tanker, de små tykke lammeskyer har spredt sig og danner nu nærmest en dis på himlen, så det der før var krystal blåt, nu er hvidt med stæng af gult i sig.
Fugle sidder i træerne og synger, og sammen med brumbassernes summen, bliver der dannet et lydbillede, som gør mig godt.
En hvid sommerfugl flyer op og sætter sig i den mørkelilla clematis, de danner et smukt par.
Jeg beundre himlen, for lige nu i stilhed, at observere og rumme alt som er på jorden. Den føles som en beskyttelse der falder i hak med jordens skorpe, og derved danner vores runde helhed.
I går var jeg på Aros med min dejlige veninde for at opleve Domen. Vi sad med vores nakke tilbagelænet, for at se kuglen og cirklen i dens midten forandre sig via lys og farver.
På et tidspunkt åbner den lille cirkel i kuglen sig, og den nærmest tyrkisblå himmel kommer til syne, en svag briser fejer forbi mit legeme og solens lys falder på siddepladserne på den anden side af rummet.
Jeg tænker, at himlen og solen også har et godt samarbejde i gang, de glider ind og ud i hinanden, giver plads.
Lyden af en hane der gale sin morgensang resonere fra baghaven.
Føler mig lille og taknemmelig i alt dette, med øjeblikke der Er og som forandre sig, glider over i nye øjeblikke
– sansninger, følelser, stemninger bevæger sig hele tiden.
Himlen taler et sprog der er ældre end tiden, den favner visdommen i sin hukommelse, lytter til stilhedens store verden …
