Fra en uvis kant …
Du som er i mig – og jeg som er i dig
Vi mødtes ved det første daggry og lod vores tone blive til én
Og én vil vi altid være
For intet er adskilt
Jeg bærer i mig kilden til al viden
Filosofiens ophav og bølgende tanker
Tanker som manifestere sig i universet
Universet som også er opbygget af tanker
Du spørger, hvem er jeg og hvem er du
Men igen må jeg sige – vi er en
Gentagelse er noget som er godt for bevidstheden
Selvom den er den hurtigste vej af jeres energier
er den stadig langsom i forhold til det mulige
Så kast jeres kappe af og flyv
Energierne er jeres mulighed for transformation
Og transformation er nødvendigt
Tiden er inde
Moder jord har brug for jer og jeres forandring
Energi vil smelte om
Og opløfte, transformere det gamle
Gamle tankeformer må udskiftes
Vi er med jer og støtter jer kærligt fra en uvis kant
En kærlighed som er stille
Men som formår at gå så dybt
Så dybt og nært
Lyt indad
Hør stilhedens brusen og fremtidens kalden
Mens nu’et glædes og springer i ekstase
Fortiden er fundamentet vi bygger fremtiden på og omvendt
Fortiden er ikke som I tror
Der er ingen tidslinje
Tiden bevæger sig frem og tilbage som i en cyklon på stille dage
Nærværet er
Er i tiden som ingen begyndelse elle ende har
Stilhedens brusen
Bevidstheden viser mig gamle mønstre
Og beder mig om at lære at gå påny
Et sted dybt i mig kender jeg fornemmelsen af at gå
Af at være
Og jeg rækker famlende ud for at trække det ind
Det er her mit arbejde begynder
For jeg skal ikke række ud
Jeg skal række ind og acceptere alt uden spørgsmål eller forklaringer
Jeg mærker vibrationen i mit indre, den dybe fred og salighed
Jeg kan bevæge mig hvorhen jeg vil, når jeg tillader det
Jeg har stadig spørgsmål
For det er sådan jeg er opdraget
Sådan som min familie, mit samfund, mit land agere
Og jeg agere som det uden at tænke
Er nu stoppet op
Hvem er jeg
Hvordan kan jeg bidrage til verdens frelse og ophæve det lille jeg
Og erstatte det med noget større
Noget som egentlig ikke er noget større
Men bare noget andet
…
